Image

Galleri Krebsen – Pia Rakel Sverrisdóttir og Heléne Sandegård opna sýningu

N O R D I S K D I A L O G 6.-28.3. 2020

Fernisering fredag 6. marts kl. 16-19

Begge kunstnere vil være til stede. Svenskfødte Heléne Sandegård: tusch, maleri og fotogravure og islandsk/finske Pia Rakel Sverrisdóttir: glas og grafik.

Fælles for deres kunst er oplevelsen af naturen, som de giver et sanseligt udtryk ved hver at skabe sine egne fantasier og fabelvæsner – skjult i naturelementerne. Tætte svenske skove, fjeld og søer støder her på islandske lavafjeld, gletcher og hav.

De mødtes for en 30 år siden i Danmark, hvor de stadigvæk bor – Pia i København og Heléne på Møn. De var med i en kunstnergruppe, som havde sit udgangspunkt i at skabe stedsspecifik kunst i udstillingssammenhæng. Her i Galleri Krebsen mødes de igen i en dialog, hver med sit udtryk og materialevalg

Heléne Sandegård – Fabulerende, narrative billeder forført af min fantasi. Motivet er ofte væsner fra vandelementet, fra en indbildt eller fra den virkelige natur i al sin gavmildhed og detaljerigdom, som folder sig ud i fantastiske former og farver; der associerer til små abstrakte billeder. I min arbejdsrutine, når inspirationen falder ned som en stjerne på mit bord, kan jeg vælge at beskrive hvad jeg ser, oplever og sanser. Jeg vælger et medie, måske tusch, akvarel eller en hurtig kradsende blyant… Et øjebliks inspiration er som en forelskelse. Den skaber næring til hele processen, drivkraften til at blive ved og ved. Det er udfordrende – og samtidig et frirum.

Heléne: ’Bange anelser’, udsnit af akvarel

Pia Rakel Sverrisdóttir – Planglasset er Pias foretrukne materiale. Et særkende ved hendes glaskunst er det grafiske udtryk med sandblæsningsteknikker og reliefvirkninger i brændt sort metalfolie til at skabe landskabsabstraktioner. Hun siger selv, at de islandske naturkræfter er drivkraften i hendes udtryk, vævet sammen med det nordiske lys, erindringer, mytologier og arketypiske udtryk. Gletsjeren har en årtusindlang historie gemt i sig – under den gemmer sig en vulkan, som når som helst kan komme til udbrud og forandre landskabet og livet for mennesker og dyr. “Her ser jeg en parallel til mit materialevalg og teknikker”, siger Pia Rakel: ”Glasovnen repræsenterer den brændende lava, sandblæsningen isen og planglasset vandet.”

Pia: Halehængte fisk, glasbilleder, 64 x 22 cm
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com